DesignerGermanf.1904–d.1970
Egon Eiermann
1 aktive emner
Da Egon Eiermann i 1959 præsenterede sit design for den nye Kaiser Wilhelm Memorial Church i Berlin, var den offentlige mening stærkt imod ham. Mange berlinere ønskede, at ruinen af den gamle kirke, der var blevet bombet, skulle rives helt ned; Eiermann ønskede at bevare det ødelagte spir og omgive det med to nye, sekskantede og ottekantede volumener beklædt med bikagebetonpaneler med blåt blyglas. Han holdt fast i sin holdning. Det færdige kompleks, der blev færdiggjort i 1963, blev et af de mest besøgte steder i byen – en meditation over brud og kontinuitet, som Eiermann byggede af glas og synlig beton snarere end sentimentalitet.
Eiermann, født i 1904 i Neuendorf bei Potsdam, studerede arkitektur ved Technische Universität Berlin og arbejdede fra 1925 til 1928 som mesterstuderende under Hans Poelzig. Han praktiserede selvstændigt fra 1931, hvor han i første omgang byggede boliger i Berlin, og navigerede derefter gennem begrænsningerne i nazitiden uden at producere den slags monumentale værker, der ville have markeret senere karrierer som kompromitterede. Efter 1945 blev han ansat ved fakultetet på Technische Hochschule Karlsruhe, hvor han underviste fra 1947 indtil sin død og formede en generation af vesttyske arkitekter. I 1950 rejste han til USA og mødte Walter Gropius, Marcel Breuer og Konrad Wachsmann i Boston; i 1956 mødte han Mies van der Rohe. Disse møder bekræftede snarere end ændrede hans retning.
Hans arkitektur er karakteriseret ved gennemsigtighed, ærlig udtryk for stålkonstruktion og en præcis kalibrering af interiør og eksteriør. Han designede Blumberg tekstilfabrikken (1951), den vesttyske pavillon på Verdensudstillingen i Bruxelles med Sep Ruf (1958), den vesttyske ambassade i Washington D.C. (1958-64) og Bundestag-højbygningen i Bonn (1965-69). Samtidige beskrev ham som en rationalist med et humanistisk temperament – en person, der mente, at klarhed i strukturen i sig selv var en etisk position, ikke blot en æstetisk.
Parallelt med arkitekturen producerede Eiermann møbler fra 1949 og frem i samarbejde med Wilde og Spieth, som har overlevet de fleste af hans bygninger i daglig brug. SE 42-stolen (1949) i formstøbt bøgefinér, SE 18 klapstolen (1952) i stålrør og lærred, den stabelbare SE 68-stol (1952) og Eiermann 1-bordrammen (1953) kom alle i seriel produktion og blev inventar i efterkrigstidens tyske institutionelle rum – skoler, kirker, kontorer. SE 18 kom i den permanente samling på Museum of Modern Art i New York. SE 121, designet til interiøret i Kaiser Wilhelm Memorial Church, produceres stadig i dag. Han modtog BDA's Grand Prize i 1968 og den Store Forbundsfortjenstorden samme år, og blev optaget i Ordenen Pour le Mérite for Videnskab og Kunst kort før sin død i Baden-Baden den 19. juli 1970.
På Auctionist optræder Eiermann i 13 partier, hvoraf ét er aktivt i øjeblikket. Hans møbler cirkulerer primært gennem tyske auktionshuse – Quittenbaum i München fører med fire partier – samt det skandinaviske marked hos Stockholms Auktionsverk i Hamborg og Bukowskis. De højeste realiserede priser ligger i intervallet 850-1.800 EUR for individuelle stole og små borde, hvilket er i overensstemmelse med vintage designmarkedet for efterkrigstidens tyske midcentury-stykker. Eiermann 2-skrivebordrammen til Richard Lampert optræder i flere svenske annoncer, hvilket afspejler den fortsatte produktion af hans designs.